Art today

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

GALLERI THOR  Art 4 you

 

 

MICHAEL KVIUM ”FREESTYLE TALES”

Michael Kvium 10. marts 2012 Horsens Kunstmuseum

I hvert århundrede bliver der født nogle få kunstneriske genier i vort lille land Danmark. I året 1955 blev der i Horsens født en dreng, som senere skulle vise sig at blive en af kunstens ypperste udøver. Drengen fik det religiøse navn Michael og efternavnet var givet – det var nemlig Kvium.
For at blive en god maler er det tvingende nødvendigt, at man magter grunddisciplinerne inde for tegnekunsten, og det gør Michael Kvium. I en periode fik han skærpet sanserne ved at være bladtegning på Horsens Folkeblad. Han har også lavet flere fotorealistiske malerier. Solidt håndværk, men det store gennembrud som maler kom, da han fandt sin egen stil – godt nok inspireret bl.a. af den irske kunstner Francis Bacon.Men alle kunstnere låner hist og pist fra hinanden. I stor og god kunst er det en selvfølge, at det håndværksmæssige er i orden, og det er det så sandelig hos Michael Kvium. Men for at et værk skal holde og sige kommende generationer noget kræves det, at værket ”kan mærkes”, at der er kant og holdning og det er bestemt tilfældet hos den Horsens fødte kunstner.

På Horsens Kunstmuseum findes en del værker af Michael Kvium – ikke alle er mesterværker. Men seværdige og af høj kvalitet, det er de. Og det er udstillingen ”Freestyle Tales” på Horsens Kunstmuseum også. Kunstneren gør det i papir på denne udstilling. Men at det er Michael Kvium, der udstiller er ingen beskuer i tvivl om.De kendte figurer, vanskabningerne, kranierne, den lille gnom med den store hat, birketræerne og kragerne, er der. God kunst rejser de farlige og irriterende spørgsmål. Spørgsmål der er med til at se kritiks på, den samtid vi lever i. Kunst er med til at flytte os mentalt, om vi vil det eller ej.

Horsens kunstneren er i dag kendt I det ganske land for at beskæftige sig med begreberne – krop, eksistens og død. Mange værker er groteske – og virker direkte frastødende på en del beskuere. Værkerne er ikke sofastykker – det er værker man bliver nødt til at forholde sig til. Her er ikke noget med at sige ”Nå, det var så det”.Det der gør mange værker så fantastiske er skyggerne, der fortæller deres egen historie. På det lille kunstmuseum findes mange værker af Michael Kvium – og jeg så gerne af mange grunde, at Horsens Kunstmuseum også kom til at hedde Kvium museet.

Udstillingen ”Freestyle Tales” kan ses til 3. juni i år. Og jeg kan varmt anbefale, at man ser udstillingen. Kunstneren er symbolmaler, men selvom man ikke kender betydningen af de forskellige symboler, vil man alligevel få en stor oplevelse, der ikke vil slippe en igen. Der er meget at se på, og hvert værk fanger en, så man skal afsætte god tid til besøget på det smukt beliggende kunstmuseum.

AT SE PÅ KUNST

Billedkunstnere arbejder på mange forskellige måder. De genspejler det, de ser, i udtryk, der varierer fra nærfotografisk reportage til sindrigt udtænkte og følelsesbetonede former, der kun har en meget svag eller overhovedet slet ingen forbindelse med den oprindelige visuelle oplevelse.

Nogle kunstnere ignorerer helt den ydre verden og maler nonfigurative eller abstrakte billeder, som helt kommer indefra, uden nogen forbindelse til noget genkendeligt.

Kunstneren er en tvivlende sjæl, som ikke tænker på at behage eller sælge, men laver værker fordi der er tale om en dyb indre nødvendighed for at udtrykke sig.

Billedkunst er illusion og består af optisk bedrag – og det er det, der netop gør et maleri, skulptur etc. så fascinerende.

Når jeg møder en person, som spørger til, hvad jeg laver, hører jeg ofte bemærkningen nærmest lidt undskyldende og forlegen ”Jeg har ikke forstand på kunst” -

Hvad er kunst? Spørgsmålet lyder enkelt og rimeligt, men det lader sig ikke besvare entydigt. I øvrigt skifter det fra generation til generation. Det vi kan konstatere er, at kunsten findes, Men der er ikke noget facitliste. Kunst er som filosofi, der er ikke noget endegyldigt svar.

Smag og behag er heldigvis meget forskellig. Det værk der siger den ene noget siger absolut ikke den anden ret meget – og mange værker skal man se mange gange for at kunne forholde sig til dem.

Når jeg ser et værk, lægger jeg mærke til, om der er brugt symboler som f.eks. dyr, blomster og farver selve opbygningen – det gyldne snit – forgrund, mellemgrund, baggrund, perspektiv og ikke mindst skygger. Hvordan er den tekniske udførelse – farvernes sammensætning – hertil kommer naturligvis selve værkets indhold – er der en historie eller er der tale om det helt abstrakte tenderende til det absurde.

I kunsten deler man de forskellige udtryksformer ind i ismer.Ismer er ikke noget kunstnere har fundet på, men kunstanmeldere.
Kubisme, impressionisme, ekspressionisme og pop-art er kendt for de fleste. Ismer afspejler tidsånden på godt og ondt. Den isme, som i dag er den fremherskende er zapismen.

Man skal se på kunst med et åbent og fordomsfri sind – have en modtagelig fantasi og være parat til at reflektere over det man ser. Man skal være kritisk, når man ser på kunst. En sund skepsis er altid godt at have i bagagen. At rose det dårlig værk er en hån mod det gode værk. ”Kejserens nye klæder” gælder også, når man ser på kunst – tag jer i agt for snobberi. Fordi en kunstner har fået et navn, er det ikke ensbetydende med, at alt hvad pågældende laver er af høj kvalitet.

Man lærer at se på kunst ved at se kunst. Og jeg kan kun opfordre, at man besøger så mange gallerier og kunstmuseer, som det er muligt.

FARVER SKABER GLÆDE

Kunsten og dens mange udtryk spiller en grundliggende rolle i vort samfund.Det er gennem litteraturen, teateret, filmen, billedkunsten, musikken, at vi mennesker reflekterer over livet og giver os identitet.
I økonomiske svære tider fremstilles kunst dog som overflødigt. Intet er mere forkert. Det er netop nu, at vi har brug for kunstneriske oplevelser midt i den mørke, grå og dyster hverdag med krige og alskens ødelæggelser, vi dagligt får ind via tv-skærmen. Kunsten er det, der får os til at holde det hele ud.
Mange inden for kulturlivet hilste landets nye kulturminister Uffe Elbæk (R) velkommen, da han tiltrådte som et frisk pust i den ellers noget kedelige nye røde regering. Man fornemmede, at der nu ville blæse nye progressive vinde. Jeg er ikke i tvivl om, at Uffe Elbæk vil gøre alt hvad der står i hans magt og forsøge at sætte et kraftigt fingeraftryk både på kulturområdet, men også på kunstområdet. Men det bliver ikke nemt af mange årsager – ikke kun på grund af finanskrisen, men så sandelig også fordi mange inden for kunstens verden har indgroede vaner.
Kunsten skal ikke bare lukke sig ind i sin egen osteklokke, fordi der er nogle som siger, at kunst er overflødig.

Vi skal have kunsten frem i første række og ud der, hvor folk er. Som billedkunstner ved jeg, at farver skaber glæde.Værker skaber debat og sætter tanker i gang. Kunst er med til at skabe et kreativt og innovativt miljø i de virksomheder, der har slået døren op for kunsten.
I Horsens kommune gør man rigtig meget for kulturen. Derimod kniber det med kunsten. Grunden hertil kan være, at kulturen samler (de store koncerter, superligafodbold, cykelløbet Giro d`Italia, Europæisk Middelalder Festival etc.). Derimod splitter kunsten – tænk blot på værker af Chr. Lemmerz, Michael Kvium, Erik A. Frandsen og Bjørn Nørgaard. Kunst rejser de farlige og irriterende spørgsmål. Spørgsmål der er med til at se kritiks på, den samtid vi lever i. Kunst er med til at flytte os mentalt, om vi vil det eller ej.
Når lyset slukkes på den store scene og folk er på vej hjem, har man den store kulturoplevelse at mindes, men væk er den. Anderledes med den visuelle kunst. Den kan man gang på gang vende tilbage til. Den er der til stadighed.
Jeg er af den opfattelse, at der i kunsten ikke er nogen endegyldig sandhed - der er ingen facitliste - et værk har en mission, hvis det er i stand til enten/ eller, både og, at skabe glæde, forventning, eftertænksomhed og pirre sanserne. Det er de ovennævnte kunstneres værker i stand til. Deres værker er som filosofi, da der ikke er noget endegyldigt svar.

HÅRDE TIDER FOR GALLERIER OG KUNSTMUSEER

Da finanskrisen for alvor slog igennem i efteråret 2008 blev mange brancher hårdt ramt. For mange borgere er det gået upåagtet hen, at værst ramt synes at være galleribranchen. Årsagerne hertil kan være mange, men desværre tænker relativt få mennesker på kunst i det daglige. Kunst er da bare noget der er der, ik`!

Det ene galleri efter det andet har i de senere år måtte dreje nøglen om.Noget er selvforskyldt, da nogle af galleriejerne godt hjulpet af diverse kunstmuser jobbede priserne på samtidskunst op i et urealistisk højt prisleje.

Det gik helt galt, da nogle anden års elever på kunstakademierne før 2008 solgte værker til svimlende beløb. De unge kunstnere fik at vide, at deres værker var fantastiske; men at rose et dårlig værk er en hån mod det gode værk og i dag er der en del ”kunstforstandige”, der må side med røde ører.

Det, at så mange gallerier i dag er lukket, skyldes også lønudgifter til personale, husleje, moms og ikke mindst de elektroniske sociale medier. En del handel foregår i dag på netauktioner, via facebook og online gallerier. Dette gør, at det for en galleriejer i dag er meget svært at tjene penge. Hertil kommer, at det offentlige ikke køber nær så meget kunst som tidligere.

Er der da så ikke noget godt at sige om den nuværende krise? Det er en historisk kendsgerning, at den bedste kunst skabes i krisetider. Rigtige kunstnere, som ikke tænker på at behage eller sælge, men laver værker fordi, der er tale om en dyb indre nødvendighed for at udtrykke sig, vil overleve.Desværre er der meget få rigtige kunstnere i vort land; men derimod vrimler det med utroligt mange meget dygtige håndværkere, hvis værker hurtigt vil blive glemt og gemt væk, da der er tale om masseproduktion. Slige værker hænger desværre også på flere af landets kunstmuseer. Nogle mener, at vort lille land har alt for mange kunstmuseer. Så tiden er måske kommet til at nedlægge eller fusionere nogle? Man kan skære i tilskuddene og lave fællesledelse. Det skal nok reducere antallet.

På trods af finanskrisen tror jeg, at kunsten igen vil blive sat i højsædet. Sker det ikke, vil vort samfund blive et gråt og trist sted at være, og hvem kan egentlig være tjent med det? Personligt finder jeg det vil være et tab, hvis gallerierne forsvinder og de mindre kunstmuser i provisen også må dreje nøglen om.Er der ingen købere på et galleri så dør det – og bliver der ikke givet tilstrækkeligt med økonomiske midler til et kunstmuseum så lukker det.
Jeg tror på kunsten har en vigtig rolle i vort samfund.Og håber, at rigtig mange andre også gør det.

Slægtskab!


HORSENS KUNSTMUSEUM BØR BEVARES OG UDVIDES

I vor tid skal alting være større. Små skoler nedlægges. Små sygehuse nedlægges. Og måske bliver de mindre provinskunstmuseer også nedlagt. Først sker der en fusion af museerne med fællesledelse. F.eks. i Jylland bliver det kunstmuseet AROS Aarhus, som skal have den overordnede ledelse. Dernæst fjernes mere eller mindre tilskud til de små museer og snart indtræder døden. Hvilket jeg synes er synd for bl.a. mangfoldighedens skyld. Den kritik man ofte møder er, at de små kunstmuser mangler en linje – er alt for lokalt præget – der er tale om den meningsforladte kunst.
Et af landets mindre kunstmuser er Horsens Kunstmuseum, der ligger i den smukke park Lunden. Her er der også meget lokalt præget kunst. Blandt andet repræsenteret ved Mogens Zieler. Ikke den store kunst; men bestemt seværdigt. Modsat andre kunstmuseer, der spreder sig over en bred vifte af kunstnere med få værker, er Horsens Kunstmuseum gået den modsatte vej. Her er der så sandelig tale om en linje. Her har man en unik samling af værker af bysbarnet Michael Kvium. Nogle af værkerne er af høj internationalt format. Hertil kommer værker af Nina Sten-Knudsen. En kunstner, der ville være internationalt anerkendt, hvis hun havde været en mand. Det er stadig sådan, at det er mænd, der bestemmer inden for kunstverden. Heldigvis kommer flere og flere kvinder på banen. Det lille fysiske kunstmuseum med de mange store værker fik i 2010 ”Menneskemuren” af Bjørn Nørgaard til låns for 75 år – bestemt værd at se og studere. Alt i alt tæller Horsens kunstmuseum ca. 3.000 værker. Og der er ikke plads til at udstille alle værkerne. En by af Horsens størrelse med den dynamik, der er i hele kommunen, og alle de tiltag, der sker, synes jeg, at det er vigtigt, at kunstmuseet bevares og også fysisk udbygges.Jeg ser gerne, at der blive lavet en ny fløj over mod den nye skydebane i Lunden. Mange besøgende går i dag forgæves, når de ønsker at se den samlede Michael Kvium samling. Værkerne er gemt væk i magasinet. Et magasin man ikke som almindelig gæst har adgang til. Her kunne man skæve til, hvordan man har gjort i Esbjerg. Her er værker, der ikke er udstillet, tilgængelig for de besøgende via et reolsystem i magasinet i kælderen. Den besøgende, kan nemt trække værkerne ud og se dem.
Det har tidligere været drøftet om det smukke kunstmuseum i Lunden skulle have navneforandring til Kvium museet. En tanke jeg støtter af mange årsager. Desværre synes tiden endnu ikke at være moden hertil; men efter min bedste overbevisning bliver man på en eller anden måde nødt til at markere, at museet har vigtige arbejder af den lokalfødte kunstner.Og andre værker af de Unge Vilde kunstnere, der slog igennem i 1980´erne. Skiller man sig ikke ud fra mængden, så forsvinder man. Horsens Kunstmuseum skal markere sig på kunst af høj kvalitet. God kunst koster penge. Og heldigvis er der private og fonde som støtter museet. Men hvis det offentlige smækker kassen helt eller delvis i, så ser fremtiden knap så lys ud.
Horsens er en fantastisk kommune.Der er dejlige naturområder, mange projekter sættes i søen, og en driftig handels- og uddannelsesby er Horsens også.Hertil kommer, at der sker utroligt mange ting på kulturområdet; men vi må ikke glemme kunsten, så lad os løfte i flok og sikre en udbygning af Horsens Kunstmuseum.De fysiske rammer gør det naturligvis ikke alene. Derfor er det vigtigt, at der afsættes tilstrækkeligt med midler til drift og nyindkøb af væsentlige værker bl.a. af Michael Kvium, der kan fastholde museets position som stedet, hvor kunstneren er bredest repræsenteret.

 

KUNST ER IKKE OVERFLØDIG – TVÆRTIMOD

Efter min mening skal et kunstværk vælges med hjertet og ikke efter kunstnerens navn.  Jeg tror på, at kunsten har en særlig rolle i vort samfund. Fantasi, følelser, kreativitet og innovation er ikke forbeholdt de få, men er latent hos alle mennesker. Desværre er vort samfund fra vugge til grav bygget op på markedskræfternes vilkår og derfor findes det frie menneske ikke. Kunsten skal forblive et åndehul og ikke ”hvad kan betale sig” – i kunstverden, som så mange andre steder, hersker der en latent sammenspisthed.  Helt forståeligt, da man jo helst vil være på sikkergrund, når der skal uddeles penge og arbejdsopgaver.  Men det styrker ikke ligefrem udviklingsmulighederne for det store vækstlag af kunstnere, der ikke har de rette forbindelser, eller er i stand til at markedsføre sig selv. 
I denne tid tales der meget om, at alle skal arbejde mere og være længere på arbejdsmarkedet.  En kunstner arbejder til døden indhenter pågældende. Det at skabe er for kunstneren et kald. Kunstneren arbejder i alle døgnets timer hele året rundt.  For at styrke kunstens udviklingsmuligheder kræver det, at vi tager kunstnernes vilkår alvorligt og ikke blot siger, at kunsten bærer frugten i sig selv, og ægte kunst skabes på et fugtigt loftsværelse ved tællelysets skær.
Nogle mener, at kunst er overflødig og spild af penge – i hvert fald offentlige midler skal ikke bruges hertil. Intet er mere forkert.  Kunstens mange udtryk spiller en fundamental rolle i vort samfund.  Kunst og kunstneriske oplevelser er det, der gør, at det er værd at leve. I nogle socialistiske samfund har man forsøgt at afskaffe kunsten og opføre for eksempel grå triste beton boligområder - bestemt ikke inspirerende på nogen måde.  I diktaturstater tillader man kun den ”kunst,” der behager magthaverne – bestemt ikke inspirerende.  Efter min mening er det nødvendigt at fokusere langt mere på de kunstneriske vækstlag.  Og disse vækstlag har ikke noget med biologi at gøre, som man desværre fra nogen sider har en tendens til at tro. Fordi man er ung er det ikke ensbetydende med, at man laver kunst med kant og hjerte, og det samme er naturligvis heller ikke tilfældet fordi, man har passeret de 80 år.  Men jeg er enig i, at der er et behov for at styrke børn og unges møde med kunsten.   Det kan ske på mange måder – en af dem kan være, at Horsens kommune køber eller lejer en af de mange butikker/bygninger, der i dag står tomme i bymidten og her etablere ”Kunstnerhus Horsens”.  Her kan der laves fællesudstillinger for den visuelle kunst – foredrag, koncerter og mange andre events. Der kan stilles atelier til rådighed for udøvende kunstnere. Der vil således opstå synergieffekt og gensidig inspiration. ”Kunstnerhus Horsens” vil styrke det lokale kunstlivs arbejdsbetingelser og vilkår, da borgernes mulighed for selv at afprøve og udvikle kreative og skabende kompetencer bliver forbedret.
Det er vigtigt, at vi stiller krav til kunstnerne. Kravet er, at kunstneren skal være med til at bygge bro mellem beskueren og udøveren og ikke isolerer sig i sin egen lille osteklokke.  Kunsten skal frem i første række og ud der, hvor folk færdes.  Alt er intet uden kunst.

 VI KAN IKKE UNDERVÆRE KUNSTEN

Der er naturligvis mange årsager til at Horsens har skiftet image fra at være kendt som Jyllands kirkegård i 1950´ernetil i dag at være landets mest dynamiske sted. Byen har et af landets bedste fodboldhold i Superligaen.  Man har tre fantastiske udendørs koncertsteder Lunden, Fængslet og Casa Arena.  Et væld af kulturarrangementer finder sted i løbet af året. Med kæmpe succes har byen været vært for EU.
Tidligere havde man den indstilling i Horsens, at ting ikke kunne lade sig gøre. Nu er der masser af ildsjæle og mange frivillige med flere, der arbejder hårdt for at tingene skal lykkes. På kryds og tværs samarbejder man både om de små projekter og de store. Horsens tør gribe tingene anderledes an end mange andre byer.
Horsens har rigtig meget at byde på. Især når det gælder kulturarrangementer. Det kniber mere, når det gælder kunst. Kulturen samler. Kunsten splitter og kan rejse de irriterende spørgsmål, der er med til at flytte os og gøre os mere kritisk.
Vi kan ikke undvære kunsten.
Kunsten spiller en grundlæggende rolle i vort samfund, og det er gennem kunsten vi skaber vor identitet. Kunsten er et spejlbillede af os selv og er med til at forme os som mennesker og er således et væsentligt brændstof i vores mentale måde at gebærde os på.
Markedskræfterne overtager flere og flere områder af vores liv.  Og der sker mere og mere ensretning af det enkelte individ.  Desværre er der i dag alt for meget såkaldt kunst, der er skabt uden hjerte og ingen kant har og er med til at forurene det offentlige rum. For at noget er berettiget til at blive kaldt kunst skal værket have en mission og give stof til eftertænksomhed. For mig er det vigtigt, at kunsten skal forblive et åndehul for os alle.  Og derfor er det vigtigt, at kunstneren ikke bare lukker sig ind i en osteklokke.
Kunsten skal frem i første række og ud der, hvor folk er. Vort land skal kendes for kunst af høj kvalitet og et sted man åbent kan debattere, udforske og være kreativ. Det er således væsentligt at fokusere på det kunstneriske vækstlag. Ingen har patent på sandheden, men kunstneren kan åbne vore øjne – og stille alle de kritiske spørgsmål, og det er bestemt slet ikke så ringe.
Det forhenværende fængsel i Horsens kan blive et fantastisk kreativt indspark - ikke kun for Danmark - men også internationalt. De fysiske og arealmæssige rammer er til stede til at etablere ”DET EUROPÆISKE KUNSTAKADEMI”.  Det er mit ønske, at Horsens nu vil tage det næste spændende skridt fra at være Danmarks kulturby til også at blive Danmarks kunstby. 
Horsens kommune er i dag blevet et stærkt kulturelt samfund, som baserer sig på borgernes aktive engagement og deltagelse. Kommunen skal være stedet, der sprudler af kunstnerisk energi og aktiviteter – stedet hvor borgerne får de bedste forudsætninger for at opleve, diskutere og skabe.
Kunsten er de vilde ideer og umulige tanker – kunsten stiller spørgsmål uden at have svar, og det giver innovation.   Et samfund går i stå, hvis kunsten ikke får lov til at udvikle sig frit, vildt og frodigt. I Horsens løfter vi i flok, så lad os sammen gøre Horsens til kunstens Mekka.

KUNST ER IKKE OVERFLØDIG – TVÆRTIMOD

Efter min mening skal et kunstværk vælges med hjertet og ikke efter kunstnerens navn.Jeg tror på, at kunsten har en særlig rolle i vort samfund. Fantasi, følelser, kreativitet og innovation er ikke forbeholdt de få, men er latent hos alle mennesker. Desværre er vort samfund fra vugge til grav bygget op på markedskræfternes vilkår og derfor findes det frie menneske ikke. Kunsten skal forblive et åndehul og ikke ”hvad kan betale sig” – i kunstverden, som så mange andre steder, hersker der en latent sammenspisthed.Helt forståeligt, da man jo helst vil være på sikkergrund, når der skal uddeles penge og arbejdsopgaver.Men det styrker ikke ligefrem udviklingsmulighederne for det store vækstlag af kunstnere, der ikke har de rette forbindelser, eller er i stand til at markedsføre sig selv.
Når man ser på kunst, skal man naturligvis være kritisk. En sund skepsis er altid godt at have i bagagen. At rose det dårlige værk er en hån mod det gode værk. I kunsten findes der desværre også snobberi. Fordi en kunstner har fået et navn, er det ikke ensbetydende med, at alt hvad pågældende laver er af høj kvalitet.
”Kejserens nye klæder” gælder også, når man ser på kunst.
I denne tid tales der meget om, at alle skal arbejde mere og være længere på arbejdsmarkedet.En kunstner arbejder til døden indhenter pågældende. Det at skabe er for kunstneren et kald. Kunstneren arbejder i alle døgnets timer hele året rundt.For at styrke kunstens udviklingsmuligheder kræver det, at vi tager kunstnernes vilkår alvorligt og ikke blot siger, at kunsten bærer frugten i sig selv, og ægte kunst skabes på et fugtigt loftsværelse ved tællelysets skær.
Nogle mener, at kunst er overflødig og spild af penge – i hvert fald offentlige midler skal ikke bruges hertil. Intet er mere forkert.Kunstens mange udtryk spiller en fundamental rolle i vort samfund.Kunst og kunstneriske oplevelser er det, der gør, at det er værd at leve. I nogle socialistiske samfund har man forsøgt at afskaffe kunsten og opføre for eksempel grå triste beton boligområder - bestemt ikke inspirerende på nogen måde.I diktaturstater tillader man kun den ”kunst,” der behager magthaverne – bestemt ikke inspirerende.Efter min mening er det nødvendigt at fokusere langt mere på de kunstneriske vækstlag.Og disse vækstlag har ikke noget med biologi at gøre, som man desværre fra nogen sider har en tendens til at tro. Fordi man er ung er det ikke ensbetydende med, at man laver kunst med kant og hjerte, og det samme er naturligvis heller ikke tilfældet fordi, man har passeret de 80 år.Men jeg er enig i, at der er et behov for at styrke børn og unges møde med kunsten.Det kan ske på mange måder – en af dem kan være, at Horsens kommune køber eller lejer en af de mange butikker/bygninger, der i dag står tomme i bymidten og her etablere ”Kunstnerhus Horsens”.Her kan der laves fællesudstillinger for den visuelle kunst – foredrag, koncerter og mange andre events. Der kan stilles atelier til rådighed for udøvende kunstnere. Der vil således opstå synergieffekt og gensidig inspiration. ”Kunstnerhus Horsens” vil styrke det lokale kunstlivs arbejdsbetingelser og vilkår, da borgernes mulighed for selv at afprøve og udvikle kreative og skabende kompetencer bliver forbedret.
Det er vigtigt, at vi stiller krav til kunstnerne. Kravet er, at kunstneren skal være med til at bygge bro mellem beskueren og udøveren og ikke isolerer sig i sin egen lille osteklokke.Kunsten skal frem i første række og ud der, hvor folk færdes.Alt er intet uden kunst.

NÅR FOTOGRAFI BLIVER KUNST

Kan et fotografi være kunst på linje med et maleri?  Er det ikke alt fornemt at tage et fotos i dag med al den nye teknik, der er kommet med det digitale fotoapparat?
Et godt billede skal fortælle en historie – også for den person, der ikke har været til stede, da fotoet blev knipset.
Inden for maleriet og fotografiet findes der så mange regler. Komposition – Det Gyldne Snit.  Men selvom man skriver sig disse ting bag øret, så er det ikke sikkert, at man får lavet et seværdigt billede, der fanger beskuerens interesse. En personlig stil og det, at man tør gå udover de fastsatte regler giver ofte en langt stærkere oplevelse.  Et godt øje bringer fotografen længere end fastlåste regler. Og med et er fotografiet blevet til kunst.  Det seværdige foto er der ingen facitliste til. Det foto, som giver beskueren noget at tænke over er kunst.

 Augusta Atla foran collage på lærred.

”VIVA ARTE” Horsens Kunstmuseum
Kunstneren Augusta Atla, der udstiller værker på Horsens Kunstmuseum indtil 4. november i år, er bestemt ikke en hvem som helst kunstner. Hun er meget berejst – uddannet billedkunstner fra Goldsmiths College,  University of London og har taget MA i kunsthistorie og æstetisk filosofi.
Med den viden man har om kunstneren, og ved førstehånds indtrykket af de udstillede værker, slår det en, om en kunstner kan blive for intellektuel, så det overskygger de værker kunstneren laver? Horsens Kunstmuseum er blandt andet kendt for at udstille værker af intellektuelle kunstnere og Augusta Atla er en af de mest intellektuelle som Horsens Kunstmuseum til dato har udstillet.  Hun er i øvrigt ikke noget nyt bekendtskab i Horsens, da hun også var på plakaten i 2007. Og ved udstillingen dengang fik hun Horsens Kunstmuseums Venners ”Kunstpris.”
Udstillingen har fået titlen ”VIVA ARTE”. (Levende kunst – min oversættelse).
Augusta Atla bruger i mange værker sin egen krop til at skabe eftertænksomme collage- og stillbilleder, der giver et bud på ”Hvad er en kvindelig krop?” Det man ser, er det den
indre skønhed, grimhed eller er det det ydre, der fokuseres på? Er kvinden kun sat i verden for at behage manden og føde børn, så menneskeracen fortsat kan bestå på vor klode?  Der prikkes hul på den kommercielle glitrende verden, hvor kvindens krop primært er til for at fange nye kunder – hvem er det i øvrigt der er årsag hertil? er det indirekte en kritik af de kvinder, som lader sig fotografere for at et produkt kan blive markedsført - eller? Den kvindelige krop har altid optaget mennesket – kvinder spejler sig i hinanden og lader sig diktere af, hvad der nu er mode. Manden er dybt fascineret af kvindens krop – og forblændelsen gør ham til en slave af kvinden.
I det ene udstillingsrum er der en installation af et ”værelse”. Der er noget religiøst og erotisk over ”værelset” – noget skræmmende og surrealistisk. Som beskuer bliver man med et en del af installationen.
Augusta Atla ønsker i øvrigt ikke nærmere at komme ind på installationen. Værket var nu afleveret og hun er hermed færdig med det, fortalte hun til mig. Så det er helt op til beskueren selv at danne egne meninger om ”værelset”.
Der er tale om feministisk kunst af høj international klasse. Og jeg kan på det varmeste anbefale at besøge udstillingen, gerne flere gange, da der er nok af tænke over efter mødet med Augusta Atlas fascinerende værker.

ZAPISME - DEN NYE ISME I KUNSTENS VERDEN

Kunst og filosofi stiller spørgsmål, men giver ingen endegyldig svar og hænger således sammen, og derfor er argumentation og omtanke noget fundamentalt, når man ytrer sig om et værk.
Desværre har mange anmeldere en svaghed for at overfortolke et værk og dermed promovere mere sig selv end værket.
Kunst lægger op til diskussion. Kunst kan fortælle noget om vor fortid – nutid – men mindst lige så spændende give nye perspektiver for fremtiden.
Efter min mening, skal en anmelder glemme egne fordomme og stille sig åben for også en ny ukendt måde at udtrykke sig på. Kunsten åbner vore øjne. Ikke kun for alt det skønne, der er i denne verden; men for alle de muligheder, der ligger i mennesket på godt og ondt. Det er kunstens væsen, at den dybest set er uforklarlig. Det bliver kunst, når der i værket er lagt idé, sjæl og hjerte, og der hertil er eget formsprog og stil.
Tidligere kunne få kunstnere med deres arbejder udtrykke Tidsånden. Det er ikke tilfældet i dag, hvor verden er blevet så kompliceret. Her i 2013 er der ikke nogen klar isme – kunsten stritter i alle retninger, og det nærmeste vi kommer en isme er zapisme.
Kunstneren er en tvivlende sjæl, som ikke tænker på at behage eller sælge, men laver værker fordi, der er tale om en dyb indre nødvendighed for at udtrykke sig.
God kunst er ikke altid ensbetydende med den, der sælger mest. Det sete afhænger af beskuerens følelse og smag – og den kan ændres. Det er der talrige eksempler på i kunstens historie; men det vigtigste i kunst er til enhver tid det, der sker mellem kunstneren, værket og beskueren, så individuelt forskelligt, det nu er. Det er ikke afgørende, om man er med i denne eller hin isme eller moderetning, og enhver ny strømning har haft sine toppe og bundskrabere. Men selvfølgelig betyder det da noget, hvem der kommer til fadet på gallerierne, i kunstmuseerne og får opgaverne af kunstfonden etc. For den enkelte kunstner betyder det, om han eller hun i sidste ende kan leve af sin kunst. Og det er der i dagens Danmark desværre alt for få der kan.




 

 



 

 

 

 

 

 

 

   

 

.

   

 

 

 

 

Gorm Flagstad © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use

www.art-gf.dk  




DE ”VILDE” PÅ HORSENS KUNSTMUSEUM

Selv den mest abstrakte kunst er aldrig blot  teoretisk. Den har sin rod i den praktiske
erfaring og dens selvfølgeligheder.